Mittwoch, 4. November 2009

"Bismarckiseringen" af Danmark...

.


I 1887 udtalte det liberale, tyske parlamentsmedlem, Georg von Bunsen, følgende om det preussiske arbejde med at samle Tyskland: "Bismarck gjorde Tyskland stort, og derfor blev tyskeren lille."

Lige så længe jeg kan huske, har man i Danmark talt om den tiltagende "amerikanisering" af vores samfund.

Man har talt så længe og så meget om det, at det, betragtet som negativt fænomen, er blevet en accepteret sandhed.

Vi taler om "amerikanisering" når bander støder sammen i vores gader; når forbrydere skyder rigeligt og tilfældigt omkring sig.

Når man skyder efter politiet, er det "amerikansk" - for det har man ellers aldrig gjort i Danmark!

Og det er da vist rigtigt nok.

Samtidigt maner ordet "amerikanisering" billeder frem på vores nethinde, der viser et samfund med store sociale forskelle, fattige mennesker uden rettigheder - et samfund, som vi under ingen omstændigheder ønsker det.

Jeg har altid ment, at det var forkert, når man brugte det amerikanske samfund som negativt billede for en samfundsudvikling præget af kulde og ensomhed - af forladthed i vanskelige livssituationer.

Et samfund, hvor mennesket i sig selv ikke betyder noget - hvor menneskets pengepung og fine forbindelser er afgørende.

Et land, hvor almindelige mennesker kun har en chance for at finde tryghed, selvværd og beskyttelse ved at slutte sig til en eller anden "bande" - mafiaen, rockerne o.s.v.

Det samfund, hvor politiet, som den amerikanske sangerinde og ghettodame, Tracy Chapmann, sang om for mere end 20 år siden, "comes late if they come at all!"

Og er det berettiget at give amerikanerne skylden for det hele?

Først og fremmest kan jeg, som udlært dansker med mere end 30 års læretid fra hovedstadsområdet, konstatere, at det danske forvaltnings- og justitssystem i årtier har arbejdet efter amerikansk forbillede, med en myndighedspraksis som forlængst er holdt op med at interessere sig for det arbejde, man angiveligt skal udføre.

En "Amerikalignende" utryghed har uden tvivl spredt sig hos en masse mennesker, der ved, at de, hele livet igennem, må acceptere, hvis de eller deres familie bliver ofre for forbrydelser, at de er helt igennem udleveret til forbryderne, uden chance for at få hjælp fra samfundets side.

Almindelige mennesker, som, hvis de, når de med rimelighed har brug for myndighedernes hjælp, kan prise sig lykkelige, hvis de ikke også bare roder sig ind i chikane og nederdrægtigheder fra "Lovens" side.

Når vi derfor ser flere og flere sammenslutninger af almindelige mennesker i "bander", kan man godt kalde det for en "amerikanisering", fordi de danske myndigheder meget tidligt udviklede en "amerikansk" arrogance og ligegyldighed over for almindelige menneskers problemer.

For mange år siden kom det for eksempel også frem, at de danske banker ikke så gerne engagerede sig med kunder fra bestemte boligområder - og heller ikke med folk, der bar fornavne som Brian og Johnny.

Ligeledes en helt igennem amerikaniseret "penge- og samfundsvidenskabelighed".

Og på rådhusene?

Jeg kan huske, da jeg i 1988 blev skilt og pludseligt stod uden tag over hovedet, og uden økonomisk mulighed for at skaffe det, henvendte mig på mit daværende "hjemmerådhus" i Høje Tåstrup Kommune og i første omgang fik at vide, at man jo havde afskaffet (fjernet) de kommunale ventelister og derfor ikke længere havde boligmangel.

Samt at borgerne derfor måtte klare sig selv.

Der var iøvrigt, oplyste den venlige dame, mellem halvandet og toethalvt års ventetid på en lejebolig.

Men det var af rent "administrative" grunde og ikke, fordi man manglede lejligheder som sådan.

Heldigvis kendte jeg "nogle" fra mit mangeårige, politiske arbejde i kommunen, så jeg fik en lejlighed, før jeg landede i rendestenen - hvilket, skal tilføjes, sandsynligvis, på grund af mit havarerede hjerte, ville have slået mig ihjel.

Dengang havde jeg selvfølgelig heller ikke, som da socialsagen mod mine døtre brød løs, fået nyt efternavn midt i det hele - så man vidste godt, hvem og hvad jeg var, da jeg ringede til rådhuset, og lod mig derfor komme til orde, før man gjorde noget.

Den fulde, kommunale blomstring inden for stormagts- og bunkebehandling af borgerne hørte trods alt en senere, proklamatorisk tid til.

Og sidst men ikke mindst, har man fra det offentliges side over en lang årrække udviklet et system, hvor borgerne godt nok har rettigheder, men selv må sikre sig dem ved den nærmeste domstol - fordi kommunen, på baggrund af sit "konkrete skøn", "forstår reglerne lidt anderledes i dette konkrete tilfælde tilfælde".

Er det så den forhadte "amerikanisering"?

Nej, det drejer sig langt mere om, at EU vil gøre sine samlede medlemslande til en "stormagt", og i en stormagt må den enkelte nødvendigvis flyttes væk fra vores bevidsthed og dermed anonymiseres.

Hvis man ser film med Det tredie Riges hære, bemærker må jo, at de, pånær nogle få, vigtige ledere, er en helt igennem anonym masse, der marcherer i takt og handler på kommando.

Man ser den forhadte "prøjsermaner" i alt, hvad tyskerne lavede af ulykker i løbet af 2. Verdenskrig.

Den samme forhadte "prøjsertænkning" som nu udbredes til samtlige EU-lande og deres borgere, fordi EU, som økonomisk og militært stærkeste område i verden, nu vil indtage sin plads - man føler sig fristet til at tilføje "i Solen", sådan som den sidste tyske kejser, Wilhelm den Anden, hele tiden talte om.

Men nu er det ikke Tyskland, nu er det EU, der skal banke dem allesammen.

Europæerne har valgt at gøre EU stort, så de selv er blevet små.

Nu udsender vi også danske soldater til Irak og Afghanistan. Soldater som bliver skudt og lemlæstet.

Man kunne vel godt tale om "amerikaniserede" myndigheder i Danmark fra tiden omkring den første oliekrise i 1973 og fremefter.

Man kunne også tale om udbredelsen af en generel, europæisk stormagtside, som vi allesammen prøver at ignorere i håbet om, at den så forsvinder igen.

Eller vi kunne konstatere, hvilket ville være det mest rimelige, at europæerne, som stamfædre til den hvide del af den amerikanske befolkning, gang på gang i historiens løb, har dokumenteret sine helt egne evner til at begå svinestreger af dimensioner - såvel mod andre, som mod sig selv.

...