Nu er skillelinierne i vores verden for alvor ved at forsvinde. Vi er ved at vokse sammen til en "global landsby", og det lyder da meget godt.
I hvert fald når man medtager, at risikoen for omfattende konfrontationer mellem uddannede, nationale hære er blevet ganske minimal.
Da Libyens leder, Ghadaffi, for tyve år siden erklærede Schweiz krig, var det latterligt med en undertone af forskrækkelse.
Når samme Ghadaffi for få dage siden sagde, at han vil forelægge FN's generalforsamling et forslag om at opdele Schweiz mellem dets nabolande, så den nation, han hader så inderligt, for altid vil ophøre med at eksistere, tænkte mange sikkert, idet de trak på skulderen, at han jo bare kan vente til Schweiz på et eller andet tidspunkt er fuldt integreret i EU, hvorefter den schweiziske nation også er væk for evigt.
Og det helt uden rabalder.
Her, hvor vi bor i Wien, er man forlængst blevet rendt overende af betalings- og arbejdsdygtige østeuropæere.
Man er blandt andet ved at føre hele vores gade tilbage til dens oprindelige Jugendstil-udseende, og ikke et eneste af de forskellige bygningarbejdersjak har talt tysk med hinanden.
Den russisk Ortodokse hovedkirke ligger lidt længere nede mod Rennweg (det sted, hvor fyrst Metternich fastholdt, at "Balkan begynder") og er lige blevet gennemrestaureret for penge fra Moskva.
Usandsynligt flot, og altid velbesøgt af familier i store, dyre biler på wienerplader.
Der ligger også en polsk-katolsk kirke lige i nærheden, med en meget smuk skulptur af pave Johannes Paul II på plænen foran.
En almindelig katolsk kirke ("østrigsk-katolsk", kunne man vel sige).
"Sacre-Coeur" har børnehave og fritidshjem lige om hjørnet.
En gyde har lige pludseligt fået forkørselsret frem for en større vej, fordi blandt andet bilerne fra Den bulgarske Ambassade, der nærmest ligger i vores baghave, skal kunne køre væk uhindret og om nødvendigt i stor fart på grund af faren for attentater.
Det kinesiske Generalkonsulat og Den kenyanske Ambassade er forlængst sikret disse rettigheder.
Samt et par hjemløst virkende demonstranter for et "Frit Tibet".
De lokale supermarkeder, der i erkendelse af denne nye verden har sikret sig ensartet fremmedsprogede medarbejdere, fungerer som integrationspladser for ungarer ("Zielpunkt") og tyrkere ("Spar"), samt for de folk fra alle verdens lande, som skal lære at være arbejdsomme for en mindsteløn ("Billa").
Nu er det jo ofte sådan, at de af de fremmede, der placerer sig bedst i en storby, er de mest velhavende, og således også i Wien.
Velhavere er vant til at få eller købe deres vilje.
Således også her - men ikke vendt mod østrigerne, fordi de fremmede også godt ved, at de er nødt til at holde en pæn facade over for værterne, der, i et anfald af komplet, økonomisk irrationalitet, ellers kunne finde på at smide dem ud.
Så det er ikke et personligt problem for mig, jeg ligner nemlig efterhånden alle andre østrigere her fra byen.
Jeg har aldrig haft personlige, "etniske" problemer.
Men når de tidligere krigsførende landes borgere så støder sammen i gaderne, går det galt.
Det er selvsagt ikke nær så ødelæggende, som når landene fører krig mod hinanden, men det bliver tydeligvis mere og mere udbredt, at de forskellige nationaliteter enten ansætter professionelle livvagter, eller, for de knap så kapitalstærkes vedkommende, allierer sig med internationale rockerbander.
Jeg har et par gange i Wiens lufthavn, Schwechat, mødt nogle ungarske Hells-Angels, der stod med store skilte for at afhente forskellige østeuropæiske pinger - og dem skal jeg helt sikkert ikke have noget i klemme hos.
De er så totalt frygtindgydende, som det overhovedet kan tænkes.
Og på et eller andet tidspunkt vil det gå galt f.eks. i netop denne lufthavn, fordi blandt andre de helt store rejsegrupper, russerne og ungarerne, i den grad hader hinanden, at man sikkert kun forstår det, hvis man tilhører et af de to folk.
Samtidig er netop ungarerne begyndt at interessere sig meget for de ungarsksprogede mindretal i blandt andet Slovakiet og vil have det område, de bor i, gjort til en ungarsk provins, på trods af at "grænserne er faldet"...
...nej, ikke af kærlighed, men fordi de ungarsksprogede slovaker, der jo taler det nødvendige, malabariske, som ingen andre kan lære, bliver hentet til Ungarn som fremmedarbejdere og derfor trykker lønnen hos "rigsungarerne".
Og Rumænien har truet med at give rumænske pas til deres "landsmænd" i Moldavien - ca. 100.000 EU-duelige pas på en gang.
Bare for at vise, hvor magtfulde de egentligt er, landets lidenhed og økonomiske svaghed til trods.
Hvilket medførte sammenstød nede på Karlsplatz mellem randgrupper fra Ungarn ("Garden") og randgrupper fra Bulgarien (aner ikke, hvad de kalder sig), der iøvrigt stadigvæk bruger deres lands kejserlige dobbeltørn som emblem på deres læderjakker.
Og spørg mig ikke om, hvorfor netop de sloges over de rumænske mindretal.
For slet ikke at tale om de pæne unge russere, der går til gudstjeneste her lige nede om hjørnet og altid er klædt i krigsdueligt tøj, læder og camouflage, for alle eventualiteters skyld...
De store krige er væk - nu er der kun den personlige nederdrægtighed mellem forskellige folk, der bor i samme opgang og har deres traditionelle indstillinger til verden og dens mennesker med hjemmefra...
Man har privatiseret de tidligere tiders storkrige - og det bliver ikke til fordel for den enkelte EU-borger.
Fremover vil der sandsynligvis aldrig igen blive afsendt et større antal postkort med besked om, at den og den er "faldet i kamp for fædrelandet".
Det vil i stedet komme til at hedde:
"Deres søn døde heltemodigt i fodgængerfeltet på Åboulevarden, fordi nogle globaliserede desværre troede, at han også var globaliseret, og det endda globaliseret fra et af den førstnævnte, globaliserede gruppes gamle, gamle globaliserede fjendelande. Vi beklager Deres tab, og udtrykker håbet om, at de ikke har flere afholdte og elskede familiemedlemmer, De kan miste!"
