se evt. dette link: http://quousque-tandem.blogspot.com/2009/05/afslutningen-pa-theater-im-wendepunkts.html
Fælleskonceptet fra de kirkelige organisationer i centraleuropa, "Kunst i sociale rammer", danner baggrund for det "Theater im Wendepunkt", Marianne har startet her i Wien.
Ideen bygger meget enkelt på, at mennesker fra forskellige sociale lag, professionelle og amatører, mødes med det formål at etablere "et kunstnerisk rum" med fælles og ligeligt fordelte udfoldelsesmuligheder for en given periode.
Her i Schweiz/Østrig kan man samtidig drage fordel af, at en person med selv den bedste teoretiske erhvervsuddannelse er chanceløs, hvis han ikke også kan dokumentere en social kompetence.
I Schweiz for eksempel betaler de større virksomheder op til 10.000 kroner om ugen, for at deres kommende topledere kan bo på drankerherberg, værested, socialklinik eller lignende, og passe deres daglige chefjob ved siden af.
Og derefter dokumenterbart, altså attesteret af de socialarbejdere, de er sammen med, kan håndtere livet sammen med "de mindre heldige", som pæne mennesker normalt ikke omgåes nogetsteds overhovedet.
I Wien, hos os, skal man trods alt kun aflevere en god portion arbejde, så er resten gratis - eller, som for teaterets vedkommende, selvfinancierende.
Theater im Wendepunkt har med sine kun tre forestillinger indtjent 750 Euro, svarende til godt 5.000 kroner.
Teaterets navn opstod ved et heldigt tilfælde, fordi vi fik bevilliget øvefaciliteter i et lille værested i Wien, "Wendepunkt", som, på privat basis, forsøger at give outsidere en mulighed for at vende tilbage til en normal tilværelse.
I "Wendepunkt", fik vi også kontakt til vores tekstforfattere, hvoraf den ene sælger gødning til golfbaner på højt snobbeniveau, den anden er forhenværende, dybt forsumpet narkoman, som lige havde fået sit første normale job i årevis, på skånevilkår hos postvæsenet.
Til os kom så også endnu en narkoman, oprindeligt uddannet sølvsmed og nu i methadonbehandling, samt en forhenværende nonne og en pensioneret, kvindelig religionslærer fra Det franske Gymnasium i Wien.
Desuden kom en ældre kontorassistent, som er gift med en af Østrigs mediekendte journalister, min yngste datter fra et pænere "Innere-Stadt"-gymnasium, og en beboer på Frelsens Hær-hjemmet "Salztorzentrum", som var sluppet ud efter en længere fængselsstraf.
I løbet af det år, teaterets første periode løb, oplevede vi en stadig større forståelse mellem alle, en større tolerance, men også et par helt meningsløse "Vendepunkter", idet vi pludseligt, fem miniutter før premieren, fik at vide, at en af vores skuespillere var afgået ved døden.
Sådan en snotdum ulykke, hvor nogle festestemte mennesker (det fandt sted nytårsaften 2008) var kommet til at skubbe ham ud foran en taxa.
Han blev på stedet erstattet af en ældre mand, der i næsten 40 år har levet i ægteskab med en stadigt mere skizofren hustru.
Da vi havde vores sidste opførelse, kom det obligate ulykkesbudskab da også, at hustruen var afgået ved døden under sin indlæggelse på psykiatrisk afdeling.
Det gode og bekræftende ved teaterets funktionsmåde var, at selv om gruppen blev ramt af flere personlige ulykker af samme art, omend knap så dramatiske, formåede man i det etablerede sammenhold at absorbere og bearbejde sorgen og savnet internt, således at ingen følte sig hverken overset eller ladt alene, men tværtimod kunne fortsætte arbejdet uden afbrud, men med respekt og hjælpsomhed fra de andre skuespillere.
Det at blive ladt alene med sine problemer er også i det smilende Wien et kæmpestort problem.
Desuden havde vi den glæde, at vores tidligere forsumpede sølvsmed blev hyret som skuespiller til den næste opsætning i et mere berømt teater af noget bedre kvalitet. Der vil han så måske kunne skabe sig en kreativ fremtid.
Theater im Wendepunkt har politisk høstet megen ros og meget velvilje. Vi blev blandt andet sat til at fremføre vores skuespil i forbindelse med en lokalfest, hvor de skøre kostumer slog bro til det meget store antal indvandrere uden tyskkundskaber, der var kommet til underholdning, og som bagefter kunne hygge sig både med os og deres få, østrigske naboer.
Marianne går stadigvæk og drømmer om at realisere nogle af Agusto Boals ideer, men det lader til at være for sprængkraftigt indtil videre.
Det var nemlig under sin uddannelse i det lokale "Boal-teater" hun fik ideen til at starte en teatergruppe, bestående af mennesker med vidt forskellig baggrund, og hun vil selvsagt gerne vise sin taknemmelighed over for "Mesteren".
se evt. dette link: http://bamoida-bamioda.blogspot.com/2009/01/avisteater-agusto-boal.html
Sidenhen er Boal blevet kult i de forskellige, østrigske ministerier (dog kun som teater-teoretiker), men det er en anden sag, som måske snarere handler om den "snobben nedad", der så ofte opstår i kølvandet på gode, sociale initiativer.
Den forbandede "støttepædagogik" for voksne, normale og selvstændige mennesker, som også Danmark er blevet så rig på i løbet af de seneste tredive år.
Den næste forestilling, som p.t. er under udarbejdelse, bliver derfor noget så almindeligt som en travesti med "Ringenes Herre" som baggrund.
...
