- Hver eneste gang, jeg hører Richard Wagners musik, får jeg en ubændig trang til at erobre Polen...
- Da dine forfædre skrev vores Forfatning, havde min tipoldemor sikkert travlt med at blive voldtaget af nogle kosakker...
- Jeg hævnede mig brutalt på gangsteren ved hensynsløst at bløde ud over hans nye bukser...
Woody Allen, der har fremsat ovenstående, socialanalytiske påstande, præsterede da også som gammel mand at forelske sig ganske upraktisk i sin "adoptiv-steddatter" på 21.
Og det forstår man jo godt - hvad enten man ser det som et udslag af hans familiebaggrund, som ovenfor beskrevet, i samarbejde med hans hormoner - eller som resultat af hans kunstneriske livsmåde, som under alle omstændigheder, hvis "de respektable" i samfundet skal give en forklaring, er styret af hormoner i samarbejde med freudianske komplekser og fortrængninger.
Det er godt nok billigt sluppet for de der "respektable".
Som du kan læse via nedenstående link, har de autoriserede spredere af "positiv social arv" nu endelig opdaget, at de forskellige "bander" i Danmark rekrutterer tilhængere fra såvel de pæne, som de mindre pæne, danske hjem.
se evt. dette link: http://jp.dk/indland/krimi/article1681761.ece
De asociale af Type 1
For mange år siden, dengang jeg gik på studenterkursus, kom jeg i klasse med en pige, hvis efternavn havde lyst gyldent gennem den danske erhvervshistorie i halvandet hundrede år. Hver eneste gang et eller andet ikke passede hende, truede hun med sin sagfører og sin familie - og lærerne klappede straks i.
Til sidst havde hun dog gjort sig så umulig, at hun forlod uddannelsessystemet, men jeg er sikker på, at hun aldrig var noget sted i nærheden af at ende som enlig mor i en toværelses på Nørrebro med lokum i gården, for hun og hendes havde været vant til selv at skaffe sig den behandling fra myndighedernes side, som de fandt passende. En helt igennem asocial person, der selv holdt sig udenfor fællesskabet, som levede længe i det internationale jetset, og som blev beundret af alle danske damebladslæsere.
De asociale (ikke-sociale) af Type 2
Hvis hun derimod havde tilhørt den del af samfundet, hvor man fra barnsben lærer, at man aldrig - uanset hvad - kan kalde myndighederne til hjælp, når man har problemer, ville hun givetvis være landet som social taber på et eller andet gadehjørne.
Jeg husker et konkret eksempel på Type 2 fra min tid som underviser. Pigen var dengang 14 år gammel og havde allerede besluttet sig for, at hun ikke ville ende i det, hun kendte fra sin egen opvækst - som enlig mor med to børn og på bistandshjælp. Hun havde allerede dengang gjort op med sig selv, at hun hellere ville arbejde som prostitueret.
Sidste gang jeg så hende, havde hun realiseret sin "drøm" så langt, at hun i hvert fald ikke var kommet på bistandshjælp - endnu. Altså et ikke-socialt menneske, som, med god grund, ikke troede på sine chancer i fællesskabet og derfor tidligt trak sig ud af det.
Men det er kun Type 2'erne, de sociale myndigheder har forsøgt at reagere overfor under de seneste tiårs hetz mod de danske børnefamilier. Sikkert ud fra en tro på, dels at man kunne bruge Type 2-familierne som afskrækkende eksempel, dels at myndighederne kunne risikere at komme galt afsted, hvis man lod socialforvaltningerne begynde at terrorisere familier, om hvem man måtte formode, at de både kunne og ville forsvare sig selv og deres børn såvel økonomisk som juridisk.
Man har villet bryde den negative sociale arv med skræk og rædsel i den lave ende af samfundet og krybende venlighed og forståelse for den højere del.
Det er, set på denne baggrund, måske ikke så sært, at projektet med at dressere alle danskere med børn til frygt og lydighed over for de lokale vogtere af "den gode sociale arv" er gået grueligt galt, såvel i de konkrete forsøg på at give børn en bedre barndom, som i de forsøg man fra myndighedernes side har gjort på at forstå og forebygge større samfundsproblemer, som for eksempel bandekriminalitet og -vold, ved at bruge den "viden", man hævdede at have samlet vedrørende den "socialt betingede, negative, adfærd".
Måske burde man nu standse op og se, hvor bedrøveligt lidt man har gjort af godt, i sammenligning med den elendighed man har strøet ud over en masse danske familier.
For ikke at nævne de kæmpesummer, man har smidt ud på ingenting, og det der er værre.
Måske burde man i fuldt alvor forsøge at finde ud af, hvilke samfundsteorier der duer, og hvilke der ikke har nogen praktisk værdi.
"Lov om social service" blev halvfemsernes og det nye årtusinds svar på tressernes "stænklap-skandale". Bare var det dennegang mennesker, politikernes eksperimenterelyst gik ud over.
...
...
